Energimagasinet Erantis

Mindre støtte – større solcelle-anlæg

Skrevet d.

Martin Lidegaard, Foto: Carsten SnejbjergEnergiminister Martin Lidegaard vil mindske støtten til solceller. Til gengæld kan anlæggene blive langt større.

Ministeren har 10. oktober holdt møde med en række organisationer og vil efter efterårsferien indkalde de politiske partier til forhandling om, hvordan installering af solceller skal støttes i fremtiden.

Martin Lidegaard har flere gange i den senere tid givet udtryk for, at støtten til solceller er for høj, fordi prisen på solcelleanlæg er faldet, og at det derfor er en for attraktiv ordning for private husejere. Omvendt mangler der incitament til, at boligforeninger og andre større elbrugere kan investere mere i solceller.

Overfor Bolius har Martin Lidegaard givet udtryk for nogle af de elementer, han ønsker at justere på i et kommende solcelle-forlig:

 

Mulighed for større anlæg

Ministeren mener blandt andet, at Nettomålerordningens begrænsning på 6 KW bør fjernes, så boligblokke, andelsforeninger – eller måske endda hele landsbyer – også kan udnytte ordningen. Han foreslår derfor helt at droppe grænsen for, hvor stor anlæggene kan være.

Støtten til solceller skal sænkes. Ifølge ministeren gives der i dag 160 kr/kwh til elektricitet produceret af solceller, mens vindmøller kun støttes med omkring en femtedel. Det mener ministeren er for attraktivt i en tid, hvor prisen på solceller er faldet. Han understreger dog, at det fortsat skal være attraktivt at investere i solceller, så investeringen kan forrentes over en overskuelig årrække.

Samtidig understreger Martin Lidegaard, at private som allerede installeret solceller vil kunne sove roligt. De vil fortsat kunne afskrive deres investeringer, som de forsatte, da de stillede solcellerne op.

 

Strømmen skal bruges, når solen skinner

Ministeren ønsker også at finde en ordning, som i højere grad inspirerer ejere af solceller til selv at bruge strømmen i de perioder, hvor solen skinner, og elproduktionen derfor er højst. Lidegaard angiver ikke præcist, hvordan modellen skal indrettes, men den tekniske mulighed eksisterer allerede i dag, idet forudsætningen for at kunne benytte Nettomålerordningen er, at ejeren har en intelligent elmåler, hvor det er muligt at afregne efter forskellige elpriser afhængig af tid og produktion.

 

 

Andre artiker med samme emne:

  1. Åbent for mere end 6 KWp solceller
  2. Prisen på solcelle-silicium falder dramatisk
  3. Fiks lille solcelle-lampe
  4. Investering i solceller kontra aktier

Kommentarer er slået fra.